Ydelser
AlbaHus tilbyder rådgivning og behandling til dig, der er berørt af seksuelle overgreb og har brug for at tale med nogen eller begynde et behandlingsforløb.
Ingen af AlbaHus´ rådgivere eller psykologer har en seksuel misbrugshistorie med sig, men alle har viden om seksuelle overgreb og et indgående kendskab til mennesker i din situation.
Rådgivning er en samtale, hvor du kan sætte ord på dit problem, fortælle hvordan du har det med problemet, og sammen med rådgiveren finde frem til nogle handlemuligheder, som du føler, du kan bruge og har det godt med. Rådgivning er ikke behandling, men en hjælp til selvhjælp. Det betyder, at du selv skal finde svarene, og at rådgiveren støtter dig i denne proces. Rådgivning er gratis og kan være anonym. Læs mere under Rådgivning.
Psykologisk behandling er et samtaleforløb, der for den enkelte kan se meget forskelligt ud. Hvordan dit forløb kommer til at se ud afhænger dels af AlbaHus’ rammer, men også i høj grad af, hvad der er vigtigt for dig. Som udgangspunkt kan man sige, at du i forløbet sammen med psykologen arbejder med en eller flere problemstillinger, der er væsentlige for dig. Forløbets længde og samtalernes hyppighed, kan, lige som indholdet for samtalerne, se meget forskellige ud fra person til person eller efter, hvor i forløbet du befinder dig. Læs mere under Behandling
I AlbaHus kan du få anonym rådgivning hvis du er: ▪ Barn eller ung, og du er blevet, bliver eller føler dig i risiko for at blive seksuelt overgrebet ▪ Barn eller ung, og du har tanker om eller har allerede seksuelt krænket et andet barn eller ung ▪ Voksen med følger af seksuelle overgreb i barndommen ▪ Voksen med seksuelt grænseoverskridende eller krænkende adfærd ▪ Pårørende til et menneske, der har seksuelle overgreb inde på livet ▪ Fagperson med kontakt til et menneske med seksuelle overgreb inde på livet.
I AlbaHus kan du få psykologisk behandling hvis du er: ▪ Voksen med følger af seksuelle overgreb i barndommen ▪ Voksen med seksuelt krænkende adfærd ▪ Pårørende til et menneske, der har seksuelle overgreb inde på livet ▪ Fagperson med kontakt til et menneske med seksuelle overgreb inde på livet.
AlbaHus tilbyder foredrag og undervisning til alle, der ønsker mere viden og indsigt i problemfeltet seksuelle overgreb mod børn. Læs mere under Formidling.
|