Om AlbaHus > Behandlingsprofil
Teoretisk ramme AlbaHus arbejder ud fra en systemisk-narrativ forståelsesramme, men vi benytter også andre terapeutiske tilgange, hvor det vurderes konstruktivt. Det gør vi ud fra en erfaring om, at menneskers behov i terapeutiske sammenhænge kan være meget forskellige. Derfor er det meningsfuldt at tilpasse den terapeutiske proces til den enkelte.
Vi betragter det enkelte menneske som en interagerende del af sit miljø. Det betyder, at vi altid medtænker personens sociale kontekst i terapien. Vi tager endvidere altid udgangspunkt i den enkelte persons egen fortælling, ud fra en overbevisning om, at det er mennesket, der er ekspert på sit eget liv, og at alle oplever og lever med seksuelle overgreb forskelligt.
Vi tager udgangspunkt i, at seksuelle overgreb ikke er egenskaber ved den enkelte berørt af problemet, men derimod at seksuelle overgreb er et resultat af sammensatte sociale faktorer. Det betyder, at vi ikke betragter seksuelle overgreb som bestemmende for en bestemt defineret fremtid, men at hvert enkelt barn, ung eller voksen har sine unikke ressourcer til at lære at leve et rigt og opbyggende liv - med en fortid påvirket af seksuelle overgreb. Det betyder også, at mennesket i AlbaHus ikke er et problem, men har et problem.
I AlbaHus arbejder vi ikke eklektisk. Det vil sige, at vi ikke bruger frit og vilkårligt fra andre teoretiske perspektiver. Det gør vi ikke, fordi der i vores optik kan være problemer med at blande forskellige teorier uden at medtænke, hvilket menneskesyn og samfundssyn disse teorier hviler på. Således betragter vi forskellige perspektiver som mere eller mindre egnede til at arbejde sammen. Med andre ord lader vi os, med udgangspunkt i vores systemisk-narrative tilgang, inspirere af andre terapeutiske tilgange, hvor det er konstruktivt og passer med det enkelte menneskes behov.
Metode Den systemisk-narrative tilgang handler om historier og er en interventionsform, der arbejder respektfuldt og ikke dømmende i forhold til det enkelte menneske. Heri ligger blandt andet en antagelse om, at mennesket er ekspert på eget liv, og at psykologen dermed ikke sidder inde med den psykologiske sandhed om personen, der er i terapi. Psykologen bidrager med sin faglige viden og erfaring, mens personen i terapi besidder viden om eget liv, om den særlige problematik han/hun står med og hvad der, har virket og ikke-virket på dette problem. Samtidig anskuer vi mennesker som ressourcefyldte og med værdier, drømme, overbevisninger mv., der kan virke som afsæt til at skabe en mere berigende fortælling for den enkelte. Den systemisk-narrative terapi kendetegnes samtidig ved, at man som terapeut altid har en nysgerrig tilgang, og at man stiller spørgsmål, man ikke i forvejen kender svaret på, hvorfor samtalerne kan tage mange forskellige retninger.
MenneskesynEn central grundpille i AlbaHus er et menneskesyn, som anskuer mennesker som individer, der ikke drives frem af indre kræfter, men hvor relationer mellem mennesker og omstændigheder i vores samfund, kultur og lokale kontekster i høj grad spiller ind på menneskets måde at indgå i verden på. Dette syn er grundlæggende for vores arbejde med den seksuelle overgrebsproblematik og vores møde med mennesker berørt af seksuelle overgreb.
|